Efter en lang vinter er der ikke lang tid til, at vi for alvor skal på græs igen. Vinteren er gået med fysisk og teknisk træning, så i vanlig stil kommer introen til divisionsstart til at handle om at banke vinterrusten af.
I forhold til sidste sæson er der sket positive ændringer i forhold til trupperne. Først og fremmest kan vi byde velkommen til tre nye forstærkninger på herrefronten, nemlig Jesper Thorsøe, Oliver Jespersen og Magnus Flüger Frederiksen. Både Oliver og Jesper kommer fra Aarhus Golf Club mens Magnus er flyttet til Odder fra Juelsminde Golfklub.
De tre nye ansigter på herresiden medvirker til at styrke alle tre tilmeldte divisionshold i bredden, hvilket styrker det eksisterende arbejde med at opbygge en stærk GTO-trup.
Træningen kommer i år til at foregå mandag aften med opstart d. 4/4. Som noget nyt kommer dameholdet og herreholdene til at træne sammen. Dette initiativ er taget dels for at sikre et endnu bedre sammenhold på tværs af truppen, og dels for at højne muligheden for, at lære af og inspirere holdkammerater positivt.
Vi er overbevist om, at den fælles træning vil komme til at styrke sammenholdet i truppen, og fremme personlig og sportslig udvikling.
Træningsdatoerne op til første divisionsrunde er:
d. 4/4
d. 11/4
d. 18/4
Præcis som sidste år tager vi d. 2 og 3 april til Lübker på træningslejr. Anlægget byder på 27 mesterskabshuller, 9-hullers Academy Course samt gode træningsfaciliteter. Med andre ord er Lübker den optimale ramme for en fælles opstart som byder på lige dele holdtræning, banetræning og socialt samvær.
I år tager vi 18 spillere af sted, hvilket er en stigning i forhold til sidste år. Vi har i år to trænere til at sikre et solidt træningsprogram, så vi kan gå styrket mod første divisionsweekend d. 23/24 april.