Odder Golfklub i Elitedivisionen

Odders første hold herre skrev historie, da de i suveræn stil sikrede sig sejren, på hele 13-5 i oprykningsspillet til Elitedivisionen, mod Esbjerg i Skærbæk Mølle golfklub.

Målsætningen for denne sæson, var klart at spille sig op i den bedste række, og holdet gik da også suverænt igennem alle 6 puljekampe, hvor de blot tabte et enkelt point.


Derfor var det også med stor selvtillid de gik ind til kampen mod Esbjerg. 
Holdet vidste, at hvis de var i stand til at finde den normale dagsform, ville de stå med gode muligheder for den vigtige sejr. 


Efter formiddagens foursome var linjen lagt, og Odder Golfklub førte med 5-1.

I singlerne viser Simon Willer skræmmende styrke og vinder hele 8/7. Klubbens kæmpe talent, 17-årig Emil Elkjær, viser også stor styrke og vinder meget overbevisende 6/5. Brødrene Rasmus og Søren Lind følger også op med sejre, mens Mathias Bærholm og Sebastian Wiis desværre må se sig slået i deres matcher, men med en samlet sejr, er den historiske oprykning en realitet.

Nu venter der modstandere, med spillere fra øverst hylde i verdenseliten, som brødrene Rasmus og Nicolai Højgård fra Gyttegård og Oliver Hundebøll fra Silkeborg, som alle spiller på DP World Tour.

Vi glæder os allerede til at byde dem velkommen på golfanlægget i Odder 2023.


oprettet af Henriette Wagtmann d. 13 sep 2022